Om mig

Jeg er uddannet væver i Danmark og derefter tekstildesigner fra Parsons School of Design i New York. Siden 1996 har jeg arbejdet som selvstændig strikdesigner med fokus på beklædning, hele processen fra design til færdigt strikprodukt, foregår på mit værksted i Holstebro.

Strik fra Lotte Kjær Design har et enkelt og tidsløst udtryk, men kan ofte anvendes på flere måder. I mine designs udfordrer jeg de traditionelle anvendelsesmuligheder for beklædning. Mit strik sælger jeg på kunsthåndværkermarkeder rundt i verden.

Jeg har en stærk design- og håndværksmæssig baggrund og i mine arbejder udfordrer jeg sammenspillet og forskelligheden mellem hånd- og maskinstrik. Min tilgang er procesorienteret, både i beklædning og i mine mere kunstneriske og undersøgende strikskulpturer.

Jeg designer, strikker og sælger unika strik, primært beklædning men også interiør. 
Alle modeller er håndlavede på manuelt drevne strikkemaskiner eller håndstrikket. Mine modeller er strikket fully fashioned, hvilket intet spild giver i tilblivelsen. Der er fokus på håndværket, detaljerne, lang holdbarhed både kvalitets- og tidmæssigt og mange anvendelsesmulighederne. Jeg strikker alle modeller på mit værksted i Holstebro, Vestjylland og mit strik henvender sig til alle jer der værdsætter godt håndværk og lækkert design.
Nogle designs bliver plantefarvet efter de er strikket og jeg arbejder også med monotryk af planter på mit strik. 

De viste fotos af mine strikprodukterne er til inspiration, da jeg kun strikker et lille antal af hver model. Hver gang jeg strikker modellen kan det variere hvilke farver, farvesammensætninger og kvaliteter jeg strikker modellerne i. 
Kontakt mig på lk@lottekjaerdesign.dk og hør hvordan lagerstatus er på lige netop den model du er interesseret i eller hvordan jeg kan opfylde dine ønsker. 

Jeg designer, strikker og sælger unika strik, primært beklædning, som jeg strikker på mine hånddrevne strikkemaskiner. Men jeg elsker også at strikke i hånden og har gjort det siden jeg var barn, godt oplært af min mor og mormor. Siden jeg lærte at strikke har jeg altid haft et strikketøj inden for rækkevidde – jeg har strikket mig igennem ungdomsuddannelsen, jeg har suppleret min SU ved at strikke Kaffe Fassett modeller, jeg har strikket hønsestrik, jeg har altid mindst to strikketøj med i rygsækken, når jeg er rundt i verden. Mine hænder hviler bedst med et strikketøj i favnen.
Håndstrik er en del af mit DNA, og ret hurtigt efter jeg fik lært at strikke, faldt det mig naturligt at strikke uden opskrift, bare ud af hovedet og sådan passer det mig bedst.

Efter udgivelsen af min første strikkebog fik jeg lyst til at bruge håndstrikken professionelt og begyndte at designe strikkeopskrifter til salg.
At skrive en strikkeopskrift er faktisk noget af det sværeste, jeg nogensinde har beskæftiget mig med, alt skal forklares og gennemtjekkes, jeg plejer jo bare at tage en beslutning undervejs i processen.
Opskriften sendes som pdf-fil til din mail.

Jeg har indtil videre udgivet fire strikkebøger, alle udgivet på mit eget forlag, for da jeg i 2006 udgav min første bog, Slip Maskerne Løs, var der ingen forlag, der turde udgive håndarbejdsbøger. Der var intet salg i ”gør det selv sysler”. Det føles som en menneskealder siden, og nu er der heldigvis sket en revolution. Håndarbejde er blevet trendy.
Alle mine bøger er tænkt som inspiration til at give den gas med strikketøjet.

Slip Maskerne Løs fra 2006 er en hyldest til løbemasker og det geniale, at de løsslupne masker kan bruges til at give strikmodellen den form, jeg ønsker. Jeg bruger ikke ind- eller udtagninger, kun lidt vendepinde til at understrege formen. Løbemaskerne former strikken, er strukturen i strikken og bruges til at lave frynser i strikken. Titlen på bogen er også en lille opfordring til at være lidt mere løssluppen i tilgangen til strik og livet, slippe vores masker og lade pænheden krakelere.
Strikværk udgivet i 2011 er inspireret af den egn, hvor jeg er vokset op, Vesthimmerland. Det er et samarbejde med min barndomsveninde Lene. Hun har skrevet vidunderlige tidsbilleder til hver model. Ordet værk er gennemgående i bogen. Værk betyder virke, og når du virker er du arbejdsom, og det må man sige at man er, når man strikker.

Hovedtøj – en for alle og alle for en, udgivet i 2013, den indeholder udelukkende hueopskrifter. Et hue grundmønster og mine 19 forskellige bud på, hvordan en hue kan se ud. Du strikker et bånd (pandebånd) og derefter strikker du masker op i båndet til pulden. Jeg har strikket 19 forskellige varianter, men du kan sammensætte bånd og puld, som du har lyst til, eller bare lade dig inspirere.

Proces, Produkt, Performance er udgivet i 2016. Der er 8 opskrifter i bogen – alle designet over den samme teknik. Jeg havde lyst til at udgive en strikkebog, der var mere end en opskriftsbog. Den er derfor også fuld af skitser, arbejdssituationer, og de strikkede modeller vises i brug på elever fra Musik-, Danse- og Kunst & Design linjerne på Dansk Talentakademi i Holstebro. 

Er du forhandler og interesseret i strikkebøgerne, bedes du tage kontakt på lk@lottekjaerdesign.dk

Lotte Kjær Design forhandler et lille udvalg af eksklusive garnkvaliteter fra det japanske garnfirma Noro Yarn. Garnerne er velegnede til håndstrik, maskinstrik, hækling og vævning.

Siden tidernes morgen har japanere accepteret, nydt og er blevet fascineret af naturens forskelligheder, ujævnheder og barskhed. Dette er filosofien bag Noro garner. Noro er en Japansk familiejet virksomhed, og lige nu er det sønnen Eisaku Noro, der står i spidsen for Noros arv. Han udtaler, at det vigtigste for ham er, at dem der bruger garnet, kan føle sig tæt på naturen, når de har det mellem hænderne.
Produceringen af garnerne er bæredygtigt og er derfor et naturligt valg for mig at være forhandler af. Alle fibre fra dyr, der er brugt i garnproduktion, kommer fra certificerede økologiske gårde i Australien, Falklandsøerne og Sydafrika. Alle urenheder i råmaterialerne er forsigtigt fjernet i hånden uden brug af kemi, fordi det hverken er godt for fibre eller miljøet. Når garnet indfarves, er det med udgangspunkt i naturen og dennes farvesammensætninger og altid med et strejf af neutrale toner. Garnerne sættes ofte sammen med neutrale toner for at give en følelse af at strikke hav, bjerglandskaber, blomster og træer. Skønheden ved Noro er, at hvert bundt er individuelt farvet for at producere en unik palette med subtile skygger, der skaber levende nuancer. På grund af garnets farverige natur er det altid spændende at strikke med dem, da det er svært at gætte, hvordan og hvornår farverne i garnet møder hinanden. Dette skaber et helt unikt farvespil og udtryk. Derfor bliver intet tekstil ens, når det strikkes med Noro.

Jeg sælger også garnerne på cones, vægt mellem 700 – 1000 gram, kontakt mig på lk@lottekjaerdesign.dk

Jeg optager med jævne mellemrum videoer med strikkerelateret indhold, du kan finde dem herunder eller på min YouTube kanal. Hvis du har lyst er det altid dejligt  med et like og meget gerne abonnere på min YouTube kanal.

Strikkevideoerne har til formål at;

  • Invitere dig ind i mit strikkeunivers.
  • Guide dig i de teknikker, jeg bruger i mine strikkeopskrifter, det kan være løbemasker, frynser fremkommet ved løbemasker, opslagning, aflukninger, teknikker og finurlige detaljer.
  • Introducere dig til forskellige måder at anvende nogle af mine designs på.

Snart mere…

Portraetlilleoploesning

Opdag min rejse

Uddannelse og arbejde

2020 – 2021       DANSK TALENTAKADEMI, Holstebro, leder af Børne- og ungeområdet
2017 – 2020       KUNST & DESIGN, Dansk Talentakademi, Holstebro, afdelingsleder på Kunst og Designlinjen
2014 – 2017       KUNST & DESIGN, Dansk Talentakademi, Holstebro, underviser og koordinator på designlinjen
1996 –                 LOTTE KJÆR DESIGN, selvstændig tekstildesigner, designer og producerer strik
1991 – 1995       BACHELOR OF FINE ARTS Tekstil Design, Parsons School of Design, New York
1987 – 1990       VÆRKSTEDSELEV hos væver Vibeke Klint og Naja Salto

Udstillinger

2023       BLIK PÅ FANØ, Fanø Kunstmuseum i Sønderho
2023       SKABSSTRIKKER, Danmarks Strikkemuseum, Stubbekøbing
2023       STRIK, STRIK, STRIK, Grønbechs Gård, Bornholms Center For Kunsthåndværk i Hasle
2022       BLIK PÅ FANØ, Fanø Kunstmuseum i Sønderho. I samarbejde med keramiker Helle Bovbjerg
2021       EMPHEMERA, Lockdown udstilling, udendørs strikudstilling på taget af min carport i Holstebro
2020       ON THE ROAD, Godsbanen Aarhus, samt Huset for Kunst og Design i Holstebro
2017       FOMO 2017, Gjellerup Aarhus, samt Huset for Kunst og Design i Holstebro. Kulturby 2017
2017       FOMO 2017, Bord til To, Rådhushallen, Aarhus. I samarbejde med keramiker Helle Bovbjerg
2017       JOMO 2017, Virtuel udstilling på Instagram. Kulturby 2017
2008       KOLDINGHUS, Kolding. Empire. Gruppe udstilling
2006       TÅRN TIL TÅRN, Bovbjerg Fyr og Rundetårn. Det vestjyske hus. Gruppe udstilling
2005       KOLDINGHUS, Kolding. Et strejf af Japan. Gruppe udstilling
2005       TEKSTILFORUM, Herning. Pi’lo
2004       VIBORG STIFTS MUSEUM, Viborg. Femme Fatal
1996       RUNDETÅRN, København. Postulater om fremtidens kunsthåndværk

LEGATER OG ARTIST IN RECIDENCY

2021       LEGATOPHOLD PÅ KIRSTEN KJÆRS MUSEUM – Grafiskværksted på Kirsten Kjærs Museum i Thy
2021       LEGATOPHOLD i KUNSTNERBOLIGEN ART56 – Æ Gammelhavn på Tyskerhavnen i Hvide Sand
2019       LEGATOPHOLD KLITGÅRDEN REFUGIUM – Klitgårdens venner
2017       STATENSKUNSTFOND, Huskunstnerordningen
1996       GERDA HENNINGS MINDELEGAT
1996       AMERICAN SCANDINAVIEN SOCIETY
1994       ARBEJDERNES JUBILÆUMS FOND
1994       BIRGIT OG JØRGEN VARMINGS FOND
1992       GROSSERER L.F. FOGHTS FOND

Andet

2021       MEDLEM AF KVINDELIGE KUNSTNERES SAMFUND
2016       PROCES, PRODUKT, PERFORMANCE, strikkebog udgivet på eget forlag
2013       HOVEDTØJ – én for alle og alle for én, strikkebog udgivet på eget forlag
2011       STRIKVÆRK, strikkebog udgivet på eget forlag
2006       SLIP MASKERNE LØS, strikkebog udgivet på eget forlag
2006       STIFTEDE FORLAGET LOTTE KJÆR
2002       MEDLEM AF DANSKE KUNSTHÅNDVÆRKERE og DESIGNERE