Bogens omdrejningspunkt er at forme strik med løbemasker. Mange af modellerne har flere anvendelsesmuligheder. Opskrifterne i bogen er enkle og overskuelige, så selv nybegyndere frygtløst kan kaste sig ud i strikningens fantastiske univers.
Bogen er en god blanding af løbemasker, små teknikker, lækre garner og modeller, der kan vendes op og ned og derved give mange nye anvendelsesmuligheder. Inspireret af min opvækst i Vesthimmerland ender alle modellernes navne på -værk, og til at binde det hele sammen har min barndomsveninde Lene Bekhøi skrevet små tidsbilleder til hver model.
En lille praktisk strikkebog med huer som emne. Med udgangspunkt i det samme grundmønster giver jeg mit bud på 19 huer, meget forskellige i udseende og kvalitet. Huerne er til begge køn og kan bruges af mange aldre og formål, også når ørerne bliver kolde.
Jeg strikker min hue som jeg vil …
Lotte Kjær viser gennem sin nyeste strikkebog, at der med én enkelt ramme kan skabes utallige strikkemodeller. Strikkebogens opskrifter anvender samme teknik, men processen varieres, gentages og sammensættes på kryds og tværs. Kombinationerne føder nye individuelle udtryk og modeller.